Dette indlæg har til formål at belyse reglerne om træningskompensation og solidaritetsmidler samt redegøre for, hvordan begge godtgørelser udregnes.
Når en spiller underskriver en ny kontrakt, eller når spilleren skifter til en ny klub, kan dette under visse betingelser udløse en økonomisk godtgørelse til spillerens tidligere klubber.
Baggrunden for disse regler er, at man ønsker at belønne de fodboldklubber, som har været med til at udvikle spilleren og samtidig give klubberne et økonomisk incitament til også i fremtiden at tilbyde træning af høj kvalitet til sine spillere.
Dette indlæg vil beskrive reglerne for henholdsvis træningskompensation og solidaritetsmidler samt de betingelser, der skal være opfyldt, før de forskellige kompensationer udbetales.
Træningskompensation
Reglerne om træningskompensation findes i FIFA Regulations on the Status and Transfers of Players (herefter RSTP) artikel 20. Træningskompensation skal betales:
- Når spilleren registreres som professionel for første gang, såfremt dette sker, inden spilleren fylder 23.
- Hver gang spilleren foretager et internationalt klubskifte til og med det kalenderår, spilleren fylder 23.
Reglerne om træningskompensation vedrører internationale klubskifter og kontrakter. Er der tale om et skifte fra én dansk klub til en anden, finder reglerne om DBU’s nationale kompensation i stedet anvendelse. Disse vil blive omtalt nedenfor.
Træningskompensation skal betales af spillerens nye klub, når én af ovenstående betingelser er opfyldt. Bemærk, at træningskompensationen udløses ved spillerens kontrakt inden denne fylder 23, men kun betales til klubberne, som spilleren har repræsenteret i alderen 12-21.
Udregning af træningskompensation
Det beløb, der skal betales, afhænger af, hvordan spillerens nye klub er indplaceret. Hvert enkelt forbund skal opdele sine ligaer i minimum 4 beløbskategorier. Ved udregningen af træningskompensationen skal det det derfor først afklares, hvilken beløbskategori den nye klub tilhører. Derefter ganges dette beløb med det antal år, som pågældende spiller har været i en klub. Har spilleren fx været i én klub i alderen 15-17 (3 år), er pågældende klub berettiget til 3 x den nye klubs beløbskategori. En kategori 1-klub i UEFA er i skrivende stund 90.000 EUR. Ovenstående ungdomsklub i Danmark, hvis spiller underskriver med en kategori 1-klub i UEFA vil derfor være berettiget til 270.000 EUR (3 x 90.000 EUR).
De klubber, hvor spilleren har spillet i alderen 12-15 år, bliver dog altid alene kompenseret med et beløb for disse år svarende til kategori 4-beløb. Uanset om spillerens nye klub måtte være kategori 1. Dette er begrundet i, at disse år ikke anses for træningsmæssigt lige så vigtige som årene 15-21.
Særligt vedrørende udregningen for transfers i EU
Hvis spilleren skifter fra en klub med lavere beløbskategori til en klub med højere beløbskategori, skal den nye klubs beløbskategori vurderes som et gennemsnit af de to kategorier.
Hvis spilleren derimod skifter fra en klub med højere beløbskategori til en klub med en lave beløbskategori, skal beløbskategorien fastsættes efter den lave, nye klub.
Undtagelser til træningskompensation
Der er følgende undtagelser til træningskompensation:
- Når den tidligere klub har ophævet spillerens kontrakt uden rimelig grund. Denne klub vil derfor ikke være berettiget til at modtage efterfølgende træningskompensation.
- Når spilleren skifter til en kategori 4-klub.
- Når en professionel bliver amatørspiller i forbindelse med skiftet.
Særligt vedrørende transfer i Danmark – DBU’s nationale kompensation
Som ovenfor anført gælder træningskompensation alene for internationale transfers. På baggrund af reglerne om træningskompensation har DBU valgt at indføre en national kompensation for transfers mellem danske klubber.
Disse bliver aktiveret
- Når spilleren indgår sin første professionelle kontrakt senest i det kalenderår, hvor spilleren fylder 22. Der betales kompensation til de klubber, hvor spilleren har trænet, siden spilleren var 6 år.
- Når spilleren indgår sin anden professionelle kontrakt senest i det kalenderår, hvor spilleren fylder 22, og senest 3 måneder efter udløbet af den første kontrakt. Der betales kompensation til de klubber, hvor spilleren har trænet, siden spilleren var 6 år.
Udregning af national kompensation
De danske rækker er inddelt i kategori 2, 3 og 4. I Superligaen udgør kompensationsbeløbet (2022) kr. 24.500, i NordicBet Ligaen kr. 10.432 og i 2. Division kr. 4.172.
I Gjensidige Kvindeligaen udgør kompensationsbeløbet kr. 4.250 og i Kvinde 1. Division kr. 2.125.
Ligesom ved træningskompensation beregnes beløbet, som de tidligere klubber er berettiget til, ved at gange den nye klubs kompensationsbeløb med det antal år, den pågældende spiller har været i sin tidligere klub. Har en 21 årig spiller eksempelvis underskrevet en kontrakt med en Superliga-klub, og har pågældende spiller spillet i en anden klub fra han var 6-15 (10 år), skal Superliga-klubben betale kr. 245.000 (10 x kr. 24.500) i træningskompensation til barndomsklubben.
Bemærk, at de lave takster fra reglerne om træningskompensation vedrørende træning for de tidlige år, ikke gælder for national kompensation.
Solidaritetsmidler
Reglerne om solidaritetsmidler findes i RSTP artikel 21. Træningskompensation og solidaritetsmidler bliver ofte forvekslet med hinanden, hvilket er forståeligt, da de to godtgørelsesordninger har flere ligheder:
- Der er tale om ordninger, der indeholder internationale elementer
- Godtgørelsen ydes til spillerens klubber fra det kalenderår, hvor spilleren fyldte 12.
Her stopper lighederne dog også. Hvor træningskompensation udløses af en kontrakt, udløses solidaritetsmidlerne af en transfer. Solidaritetsmidlerne finder anvendelse
- Når en professionel spiller købes eller lånes mellem to klubber fra to forskellige forbund (international transfer)
- Når en professionel spiller skifter fra en klub til en anden indenfor samme forbund, men hvor en af spillerens tidligere klubber fra spilleren var mellem 12-23 er fra et andet forbund.
I modsætning til træningskompensation kan en tidligere klub modtage solidaritetsmidler flere gange.
Eksempel: Christian Eriksen skifter fra Ajax til Tottenham (andet forbund). Der skal betales solidaritetsmidler til OB (situation 1).
Christian Eriksen købes af Chelsea fra Manchester United (samme forbund). Der skal betales solidaritetsmidler til OB, da de er fra et andet forbund (situation 2).
Udregning af solidaritetsmidler
5 % af transfersummen skal kanaliseres videre som solidaritetsmidler. Spillerens tidligere klubber har krav på en procentuel del af de 5 %, som fordeler sig som følger:
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 12 år: 5 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 13 år: 5 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 14 år: 5 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 15 år: 5 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 16 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 17 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 18 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 19 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 20 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 21 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 22 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
- Klubben, hvor spilleren spillede, da denne var 13 år: 10 % af de 5 % i solidaritetsmidler.
Det er den købende klub, der er ansvarlig for, at solidaritetsmidlerne betales til de berettigede klubber.
Som anført udløses solidaritetsmidler hver gang spilleren handles på ovenfor anførte vilkår. En barndomsklub kan derfor opnå betydelige beløb, hvis en spiller handles flere gange i løbet af karrieren.